Hvis der er nogen som trænger til noget intelligent indsigt så kan jeg i høj grad anbefale artiklen "Nej, der er ikke kommet et andet Norge" af Hans Mortensen som blev bragt i sidste udgave af Weekendavisen i samfundssektionen, omhandlende den norske mentalitet af massakren på Utøya . Det er god læsning.
Quote (http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/4)
Nej, der er ikke kommet et andet Norge
Oslo - For snart tre måneder siden forlod jeg Oslo med samme fornemmelse som på hjemvejen fra en begravelse. Man har deltaget i en fælles sorg, der ganske vist føles nærværende, men ikke er ens egen. Og man ved med sig selv, at for de efterladte begynder den rigtig svære tid først, når gæsterne er draget hjem og hverdagen igen skal leves videre uden dem, der ikke er der mere.
I dagene lige efter terrorangrebet på Oslos regeringskvarter og massakren på deltagerne i den socialdemokratiske ungdomslejr på Utøya, var Norge et land i kollektiv choktilstand. Det var et land, hvor både ledere og befolkning imponerede og forundrede hele verden med en stålsat værdighed på trods af en ufattelig tragedie - eller måske var det netop på grund af tragediens ufattelighed. For hvad er egentlig den naturlige reaktion på det, der skete den 22. juli? Det ved heldigvis ingen.
En ting var nordmændene dog tilsyneladende enige om; Norge ville aldrig mere blive det samme land. Statsminister Jens Stoltenberg lovede for eksempel: »Mere åbenhed, mere demokrati. Fasthed og styrke,« da han talte til 100.000 Osloborgere foran byens rådhus.
Tre måneder er selvfølgelig alt for kort tid til at registrere varige ændringer i et lands mentalitet eller folkesjæl. Men nysgerrigheden efter at se, hvordan nordmændene indtil videre havde håndteret det hele, dikterede alligevel en genvisit.
Med det blotte øje kan man måle, at livet i Oslo igen har indtaget en normaltilstand. Regeringskvarteret ligger stadig som en ruin med træplader for de bortsprængte vinduer, mens magten udøves fra midlertidige lokaler rundt omkring i byen. Pladsen foran domkirken, der i sommer var fyldt med blomster, er igen bare en almindelig plads med sporvogne, biler og busser. Men den slags forandringer kan selvfølgelig heller ikke ses med øjet. Til gengæld kan de måske forklares af dem, der følger det hele på lidt tættere hold for eksempel forfatteren Roy Jacobsen, der i de første dage var blandt bebuderne af et forandret Norge.
»Ingenting bliver som før efter dette (
) men hovedsagen er, at når landet forandres, kan vi selv bestemme i hvilken retning om vi skal lade os provokere ind i et hårdere spor af en forskruet nationalist uden nation, eller om vi skal vælge at gå vores egen vej,« skrev han dengang i Aftenposten.
Bare en psykopat
For et par uger siden var Roy Jacobsen med en international journalistdelegation på besøg på Utøya, og i den forbindelse luftede han i en ny artikel i Aftenposten sin tvivl, om ikke det hele er gået lidt for hurtigt med at vende tilbage til det normale - lader det sig gøre uden at skabe en uoverskuelighed af undertrykte følelser. Er det for tidligt at tage Utøya tilbage? spørger Jacobsen med henvisning til de unge socialdemokrater, der allerede i dagene efter massakren gjorde det til et erklæret mål at vende tilbage til øen.
»Det er ikke et partsindlæg i en debat - jeg ville bare pege på, at der er andre muligheder. Jeg har en følelse af, at der er mange, som ikke har ytret sig om, hvad de mener endnu. Jeg har ikke nogen klar mening om, hvad der skal ske med Utøya. Og jeg mener, at det er for tidligt at afgøre endnu. Da jeg gik rundt derude mærkede jeg, at vi nok slet ikke har forstået, hvad der er sket. Det hele var så uvirkeligt. At stå der og få fortalt, at lige netop her skød han ti unge, som sad halvnøgne i vandkanten. Det er en følelse af afmagt,« forklarer han, da jeg besøger ham i hans hjem i udkanten af Oslo for at få hans bud på, om der blev et andet Norge efter Utøya.
I løbet af samtalen bliver det åbenbart, at der ikke bare er brug for mere tid. Måske skal hele begivenheden analyseres forfra for at få den rette forståelse af den. Tankerne om et forandret Norge og proklamationerne om mere demokrati, åbenhed og tolerance var dikteret af, at massemorderen Anders Behring Breivik af de fleste blev set som en politisk aktør. Det var netop sådan, han ville ses, og han gjorde selv sit til det ved at udsende et manifest, hvor han definerede sig selv som kulturkonservativ og kristen og ved at rette sin forbrydelse mod den norske socialdemokratiske arbejderbevægelse. Man hvad nu, hvis det hele var blændværk - hvis han bare var en ondsindet, gal psykopat? Er der en mulig politisk reaktion på det? Roy Jacobsen er i hvert fald kommet i tvivl.
»De første dage efter attentatet var der mange, der forsøgte at sætte Breivik ind i en bestemt ideologisk sammenhæng. Han var kritisk over for indvandring, han var konservativ, han var kristen og tidligere medlem af Fremskrittspartiet. Derfor ville man ideologisk knytte ham til visse grupperinger. Men det er blevet helt væk. Det er ude af debatten. Man forsøgte at lave sociologi ud af et enkeltstående tilfælde, men nu er man klar over, at det var et enkeltstående tilfælde. Der er jo ingenting, som hænger sammen hos den mand. Det er en blandet salat af alt muligt - der er et postmoderne kaos inde i hovedet på ham. Man kan ikke sige, at han springer ud af noget bestemt miljø. Han er verdens ensomste mand. Så politisk er det komplet umuligt at reagere eller gøre noget for at forebygge, at noget lignende skal ske en anden gang. Det er kommet ud af det blå,« siger han.
Men netop det, at Breiviks forbrydelse kommer ud af det blå og dermed ikke kan forklares politisk, repræsenterer en endnu større udfordring, mener Roy Jacobsen.
»Man er så vant til det normale, at man er fuldstændig uforberedt på den slags voldsomme begivenheder. En israeler, en russer eller en amerikaner ville ikke reagere på samme måde. Det betyder også, at man efterfølgende forsøger at rationalisere det unormale ind i det normale. Og nu er der en klar tendens, som alene kommer af trangen til at forstå. Man prøver på en måde at menneskeliggøre Breivik. Man søger i barndommen og taler med psykiatere, som vil sige, at det skyldes, at han blev behandlet sådan og sådan.
Så kan man forklare det hele inden for allerede etablerede sandhedsrammer, så føler man sig tryggere efterfølgende. Men resultatet kan blive, at man er akkurat lige så uforberedt næste gang.
Det er jo noget pressen gør automatisk, fordi man bliver betalt for at forstå ting og derfor forudsætter, at der er noget at forstå. Igennem det menneskeliggøres Breivik mere og mere. Men der er antagelig ikke noget at forstå,« siger Jacobsen.
Han uddyber sin forklaring med at genfortælle en samtale, han havde med en kollega under det nylige besøg på Utøya om forfatteren Jon Krakauer, der brugte tre år på at interviewe amerikanske massemordere i et forsøg på at forstå ondskabens dybere væsen. Krakauer endte med at opgive hele projektet, fordi han ingen dybder fandt - kun uanvendelige banaliteter, usammenhængende vrøvl og dumhed. Og sådan vil forsøgene på at forstå Anders Breivik også ende, forudser Jacobsen.
»Jeg har altid haft en vis fascination af outsidere herunder også forbrydere. Men Breivik interesser mig ikke - han er jo ikke spændende. Han er bare en psykopat på jagt efter en sag. Det er ikke omvendt. Det er ikke sagen, som har udløst det, der skete. Han har stykket en begrundelse sammen, som passer til det hele. Hvis heltegalleriet består af al-Qaeda, Winston Churchill, Beethoven, Kafka så er der ikke nogen sammenhæng. Det er bare vrøvl alt sammen. Han har sakset lidt her og der, og han skriver for eksempel om tempelridderne uden at ane, hvad det er. Det kunne han gøre, fordi han levede helt isoleret. Det er det, som er farligt ved netsamfundet, at man ingen modstemmer får. Der er ingen korrektiver. Man færdes i sit eget miljø, hvor alle mener det samme, og møder ingen, der for eksempel siger: Du tager helt fejl omkring tempelridderne. Så man ender med bare at samle de argumenter, der understøtter det, man mener,« siger Jacobsen, der mener, at netop dette fravær at forklaring også bestemmer mulighederne for at reagere.
»Der er ingen følelse af, at der er kommet en ny ideologi ind og har angrebet Norge. Vi har ingen fornemmelse af, at der er noget galt i norsk politik eller samfundsliv, som vi kan ændre for at forhindre, at sådan noget sker igen. Der er en tomhed rundt om det her, som er umulig at reagere på. Egentlig tror jeg, at det er bedst sådan der var et interview med kongen i New York Times, hvor han blandt andet sagde, at han endnu ikke havde set noget spor af raseri. Men det ville nok komme, sagde han.«
En alvor over landet
Roy Jacobsen mener, at dette fravær af raseri blandt andet hænger sammen med statsminister Jens Stoltenbergs reaktion efter Utøya-massakren. Selv om en politisk reaktion ikke er mulig, giver statsministerens tale om mere demokrati, åbenhed og tolerance alligevel mening.
»Egentlig betød disse ord: begynd ikke at skyde på naboen, overreager ikke. Og derfor var det det helt rigtige at sige i situationen,« siger Roy Jacobsen, der ligesom kongen forventer, at fraværet af raseri vil ophøre. Der er, mener han, for mange overlevende, pårørende og andre berørte til, at der ikke vil komme en kraftigere reaktion mod myndighedernes håndtering af hele sagen. Måske når Breivik får sin dom, eller når den nedsatte undersøgelseskommission kommer med sin rapport. Men indtil da er det i store træk et uforandret Norge, der prøver at forstå det uforståelige, mener Roy Jacobsen.
»Kom igen om to år, så tror jeg, man vil sige: 'Der skete ingenting, men ...'. Og så vil man fortælle, at vi har fået politihelikoptere og en båd, som fungerer og er hurtig, politiet har fået flere ressourcer, og vi har fået lidt mere security i regeringskvarteret.
Lige nu er de synlige forandringer, at folk politisk søger mod de sikre og ansvarlige partier. Det er ikke kun Arbejderpartiet, der stiger i meningsmålingerne. Også Høyre har fremgang, mens Fremskrittspartiet bare falder og falder. Det samme gør SV på venstrefløjen. Partier, som traditionelt har levet af at kritisere magt i stedet for at have magt, bliver svækket. Det er ikke tid for eksperimenter, protester og skænderier i Norge nu. Der er en alvor over landet.
Og så er indvandrerdebatten blevet langt fredeligere. Under kommunalvalget for nylig var den helt fraværende. Det er, som om hele spørgsmålet er sat på pause, selv om nordmænd er akkurat lige så skeptiske over for indvandring og islam, som de hele tiden har været. Men alt i alt må man sige: Jo mere tingene forandrer sig, jo mere bliver de det samme. Nej, der er ikke kommet et andet Norge.«