Quote (Sensivity @ Dec 26 2016 11:00pm)
Nej, jeg ved ikke om det bare er noget jeg mere eller mindre har accepteret, at det skal være sådan. jeg synes virkelig jeg prøver alt, på heletiden at få det bedre, men hvergang jeg tager et skridt frem, ryger jeg 2 skridt tilbage hvis du forstår.
Jeg har aldrig den følelse at være decideret ''glad''. hver gang der kommer nogen dage hvor du ser alle andre er lykkelige, (specielle dage som f.eks. jul,nytår osv.) er næsten der hvor jeg har det værst.
jeg har en datter på 3 år, og det er også hendes skyld jeg bliver ved med at kæmpe.
problemet ligger lidt i, at jeg ikke er sammen med moren (vi gik fra hinanden under graviditeten). Vi kører 5/9, så de 9 dage hvor jeg ikke har hende, er de sværeste.
jeg har ferie, i næsten et måned (må ikke arbejde pga jeg har været på uddannelses hjælp, og skal til at studere - kontanthjælp er bagudbetalt og SU forudbetalt).
Jeg er 22, jeg har ingen uddannelse eller noget, jeg har 1 SU klip tilbage, da jeg ikke har kunnet fuldføre noget.
min kæreste og jeg er næsten lige gået fra hinanden, og det endte meget skidt, vi er slet ikke på talefod med hinanden, og tvivler på vi nogensinde bliver det, men
det forhold har stort set kostet mig alt omkring mig, jeg snakker ikke med nogen mennesker mere, så jeg er meget for mig selv.
jeg bokser 2-3 gange om ugen (udover lige her ved jul/nytår), og så fra Januar skal jeg begynde i fitness igen, så jeg kan træne de dage jeg ikke bokser.
men alt er jo på standby pga. ferien, så går i dagevis uden at vide hvad jeg skal lave, min computer er brændt sammen, så har kun en bærbar jeg ikke kan spille på.
så har intet at lave.
heldigvis skal jeg have min datter fra imorgen og fremtil d.2 januar. det udfylder det meste af tomrummet, men skal først starte d.12 på uddannelse.
Min datter stoppede med at bruge sut for 16 dage siden, og inden det, lovede jeg at jeg ville stoppe med at ryge sammen med hun stoppede med at bruge sutter.
Hun klarede det rigtig flot, og jeg har heller ikke rørt en cigaret siden.
Så jeg hverken drikker,ryger eller noget, da jeg ved at alkohol forværre mit humør meget, men uanset om jeg er ''fornuftig'' på det punkt, ser jeg ingen mening i det, da jeg ikke får det bedre af det.
jeg går konstant i en følelse af at være alene, at føle sig overset, og ligegyldig
jeg ved alt det jeg havde med min (ex-kæreste nu) har taget rigtig hårdt på mig, men samme tid har jeg INTET til overs for hende. så mit hoved går meget i om jeg skal kontakte hende eller lade vær, og indtil
videre har jeg ladet vær, da jeg på den ene side ved at det imellem os trækker os begge ned, og at tage kontakt igen, ville bare forværre alt, men det gør det også at jeg ikke er sammen med hende eller overhovedet hører fra hende.
Jeg har generelt været deprimeret i de sidste 6-7 år. Jeg har fået konstateret en depression før osv, og for nogle år siden har jeg også haft tanker om at ''slutte det'', alt inden jeg fik min datter ( som sagt, hun har ændret mig meget, på en positiv måde).
Jeg stoler ikke på nogen mennesker, jeg har det med at føle at alle mennesker vil mig ondt, og tager dermed også selv min afstand, der gør det endnu svære for mig at blive social.
men ja, jeg har dyrket lidt af hvert for at finde en måde at komme ud af det, men jeg føler ikke rigtig at jeg nogensinde RIGTIG kan komme ud.
Hvad foretager du dig, når du bare skal slappe af og ikke tænke på noget som helst overhovedet? Arbejder du lige nu?